Det vi har sammen

Flere børn kræver store biler

Foto: TV ØST

Hvis der skal være plads til dine, mine og vores børn, så kræver det en stor bil. Og dem bliver der solgt rigtig mange af.

Faktisk er salget på bare fire år steget fra 15.176 til 18.744 solgte store biler, det skriver avisen 24Timer. Tallen er fra en opgørelse fra De Danske Bilimportører. Det betyder, at hver 9. solgte bil i Danmark er en såkaldt MPV - en Multiple Purpose Vehicle, altså et køretøj til mange formål.

- Det er ikke kun de sammenbragte familier, der køber den her bil. Det er også ældre, som spiller golf, har fået børnbørn og gerne vil have plads til det hele, fortæller Kim Henningsen, salgschef i Bilhuset i Slagelse.

En af de familier, som har investeret i en MPV er Pia Viborg Christiansens, som består af hele otte personer.

- Vi har købt den, fordi vi ikke vil køre i to biler. Det er ikke særlig hyggeligt. Derudover sparer vi også benzin ved kun at køre i én, siger Pia Viborg Christiansen.

Prisen på en MPV starter fra 270.000 kroner.

Tip os Har du et godt tip?