Flere anmelder svigtede dyr (Video)

På bare ét år har Dyrenes Beskyttelse oplevet en stor stigning på henvendelser om svigtede eller vanrøgtede dyr. Nye tal viser at vores region har haft landets største stigning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Katten Cleopatra var tæt på at dø, fordi ejeren efterlod den og dens fire killinger uden mad og drikke. I mellem to og tre uger måtte de leve af en pose vingummi, en spand med rengøringsvand og en smule Whiskas. Efter en anonym henvendelse blev kattene fundet.  Den ene killing måtte aflives, fordi den havde spist en gummipakning. Eksemplet er langt fra enestående.

[video:video_mangler:100222_flere_dyremishandlinger.flv]

- Vi oplever desværre oftere og oftere, at folk forlader deres dyr i samme tilfælde som med Cleopatra, siger Tina Jørgensen, Internatleder, Fuglebjerg Kattehjem.

Det er ikke kun i sager om katte, at der kommer flere henvendelser. Også hunde, heste, kvæg, kaniner, får og geder er med på listen over udsatte dyr, der i stigende grad bliver anmeldt.

På bare et år har Dyrenes Beskyttelse, i det tidligere Storstrøms Amt, oplevet en stigning fra 179 til 299 anmeldelser. Det svarer til 67 procent. I det gamle Vestsjællands Amt er antallet af anmeldelser vokset med 15 procent. På landsplan er stigningen på cirka 12 procent. Så begge amter er højere end landsgennemsnittet.

- Det kan skyldes den finansielle krise. Region Sjælland har mange yderområder, hvor der bor folk som måske er lidt sværere stillede end ressourcestærke familier i københavnsområdet, siger Karen Løkke Kristensen, Kredsformand, Dyrernes Beskyttelse i Næstved.

En anden forklaring kan også være at Dyrenes Beskyttelse og deres kredsformænd er blevet mere kendte i lokalsamfundene.

Flere henvendelser - færre sager

Hos Politiet oplever man også flere henvendelser. Men til gengæld er der færre sager, hvor dyreværnsloven er overtrådt.

- De alvorlige sager er heldigvis faldende, forklarer Arne Holdensen, Vicepolitikommissær, Sydsj.- og Lolland-Falsters Politi.

Vil det sige, at folk er mere pylrede, når de ringer?

- Nej, men der er mere fokus på området og så er folk mere opmærksomme. Så er det vores opgave at tage ud og vurdere om de er en sag, siger Arne Holdensen.

I dag er to af Cleopatras killinger blevet afsat til nye ejere. Nu mangler moderen og den sidste killing, Chris-Anker, bare et nyt hjem.

Hvis du er en af dem, der kan tilbyde et godt hjem eller hvis du vil anmelde en mistanke om dyremishandling, kan du læse meget mere her:  http://www.dyrenes-beskyttelse.dk/


Nyhedsoverblik