Flere ældre vælger privat hjemmepleje

På bare to måneder fik Niels Davidsen besøg af mere end 30 forskellige hjemmehjælpere. Det fik ham til at droppe den kommunale hjemmepleje, og han er langt fra den eneste der skifter til det private.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Niels Davidsen får i dag besøg af den private hjemmepleje.  Han lider af gigt og muskelsvind og har derfor dagligt behov for hjælp. Indtil sidste år var han tilknyttet hjemmeplejen i Holbæk kommune, men til sidst fik han nok.

- Det var op til 30 forskellige på to måneder udover de faste. Man kører træt i det med så mange forskellige mennesker, siger Niels Davidsen.

Han valgte derfor et privat alternativ, og i dag er det Omsorg Sjælland, der sørger for, at han får den hjælp, han skal have.

- Selvfølgelig skal de have en sygedag og en fridag en gang imellem, men nu kommer der kun 5-6 stykker. Det er en succes, siger Niels Davidsen.

Men han er ikke den eneste, der har valgt at skiftet den kommunale hjemmepleje ud med et privat alternativ.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2008 var 20 procent af regionens ældre tilknyttet en privat hjemmeplejeordning. I 2009 steg tallet til 23,6 procent, og i 2010 kom det op på 28 procent.

Hos Omsorg Sjælland er man ikke i tvivl om, hvorfor flere søger væk fra den kommunale ordning.

- Vi gør det på en anden måde end kommunen med planlægning. Det er de samme ansatte, der kommer ud og hjælper borgerne hver dag. Det er det, borgerne ønsker, så der skal ikke så meget til for at gøre en borger tilfreds, siger Ole Møller, der er direktør i Omsorg Sjælland.

I Holbæk Kommune kan man godt forstå de ældre, der vælger en anden ordning.

- Det er klart et stor skift i personer, der kommer i borgerens hjem, er en irritation, og så vil man gerne prøve noget andet. Kan et privat levere noget mere stabilt, så prøver borgeren det. Det er fint, de har den valgmulighed, siger Kenn Thomsen, der er direktør for voksne, ældre og sundhed i Holbæk Kommune.


Nyhedsoverblik