Flåde af IC4-tog står parkeret på uvis tid

IC4-togene står fortsat bomstille i garage, mens Havarikommissionen undersøger nærved-ulykke i november.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DSB ved endnu ikke, hvornår de omdiskuterede og udskældte IC4-toge kommer ud at køre med passagerer igen.

De har alle holdt stille siden november sidste år, hvor et IC4-lyntog fyldt med passagerer buldrede frem for rødt lys ved Marslev på Fyn og var faretruende tæt på at torpedere et holdende godstog.

Mandag kom en foreløbig redegørelse fra Havarikommissionen, og nu taler DSB med Trafikstyrelsen, om hvordan man skærper sikkerheden og undgår den slags potentielt livsfarlige episoder i fremtiden.

Sådan lyder budskabet fra Frank Olesen, som er administrerende direktør i DSB Vedligehold A/S.

- På baggrund af redegørelsen vil vi nu gå i dialog med Trafikstyrelsen om, hvilke yderligere sikkerhedstiltag, der er nødvendige for, at IC4 igen kan komme ud at køre med passagerer, siger han i en pressemeddelelse.

- Sikkerhed står over alt andet i DSB, og det er med det perspektiv, at vi vil tage dialogen med Trafikstyrelsen, tilføjer Frank Olesen.

Han peger på, at IC4 i alle test har bremset bedre end europæiske sikkerhedskrav.

Ifølge Havarikommissionen var "meget glatte skinner" og en "udkoblet" bremse blandt de væsentlige årsager til, at lyntoget i november bragede frem for rødt lys med op mod 180 kilometer i timen.

De tekniske undersøgelser peger også på, at en hel eller delvis blokering af hjulene betød, at toget ikke registrerede den tilbagelagte afstand rigtigt.

Hele flåden af IC4-toge holder nu stille, mange af dem på baneterrænnet ved Aarhus Banegård.

Mens de kostbare IC4-investeringer står ufrivilligt parkeret, har DSB i stedet trukket de gamle MR-toge fra 1970'erne frem fra gemmerne og givet dem en renæssance på regionale strækninger.

Statsbanerne har også aflyst afgange og presset IC3-togene mere end normalt for at leve op til køreplanerne, lyder det.

DSB har tidligere oplyst til Ritzau, at IC4-togene holder helt stille, indtil Havarikommissionen er helt færdig med sine undersøgelser.

/ritzau/


Nyhedsoverblik