Det vi har sammen

Fisker reddet fra brændende kutter

Foto: TV ØST

En fisker reddede i aftes livet, da hans kutter brød i brand nord for Sjælland i nat. Kutteren sank kort efter.

Det var ved at gå helt galt for en fisker i Kattegat, da hans 15 meter lange kutter brød i brand ud for Hesselø torsdag aften.

Omkring klokken 19 fik Søværnets Operative Kommando (SOK) en melding, om fiskeren var i fare, og SOK gjorde derfor straks klar til at sende en helikopter på vingerne.

Reddet af andet fartøj

Men kort tid efter fik SOK en ny besked om, at fiskeren allerede var blevet reddet.

- Han blev taget om bord af en anden fiskekutter, som var i nærheden, og han slap uskadt, siger vagthavende officer Rolf Willadsen fra SOK.

- Så sendte vi et fartøj derop for at se, om vi kunne gøre noget. Det kunne vi dog ikke, og kutteren er udbrændt og sunket, tilføjer han.

Holder øje med olieudslip

SOK har tidligt fredag morgen stadig et flådefartøj liggende ved det sted, hvor kutteren sank til bunds.

- Kutteren havde 600 liter dieselolie om bord, så vi skal lige danne os et overblik over, om der er olie på havet, når det bliver lyst. Og så skal vi sikre os, at kutteren ikke udgør nogen risiko for sejladsen i området, lyder det fra Rolf Willadsen.

SOK ved endnu ikke, hvad der fik kutteren til at bryde i brand.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App