Det vi har sammen

Fisker fik stor stør i garnet

Foto: TV ØST

Da erhvervsfisker Sigurd Jensen var ude og røgte bundgarn i Karrebæk Fjord, fik han sig noget af en overraskelse.

 

I garnet lå intet mindre end en meget sjælden stør, skriver Sjællandske.

- Jeg troede først, at det var en stor gedde, men det gik hurtigt op for mig, at det var en stør, siger Sigurd Jensen.

Den målte 1,2 meter og vejede 14 kilo, så det var noget af en fisk, der skulle hives i land. Støren er fredet i Danmark, så efter aftale med fiskerikontrollen blev fisken genudsat.

- Det er jo altid spændende, når man fanger noget så sjældent, siger fiskeren til avisen.

En vild stør er meget sjælden, og der er ifølge Kim Arrestrup, seniorforsker ved DTU, kun én europæisk bestand tilbage, som holder til i Frankrig.

Sigurd Jensens stør var ikke mærket, men ifølge fiskespecialist Henrik Carl fra Zoologisk Museum er den højst sandsynligt fra et opdræt i Tyskland, og altså ikke en vild stør.

I Tyskland har man udsat canadiske stør for at reintroducere støren til Østersøen. Zoologisk Museum vil nu sende besked til Tyskland om fangsten og få mere at vide om den tyske stør i Karrebæk Fjord.

- Det seneste år har vi haft omkring 15 fangster af stør fra Østersøen, siger Henrik Carl.

Men lørdag var åbenbart den store fiske-stør dag i Danmark, da der også var fiskeheld i Hejlsminde, hvor en umærket stør på samme størrelse også blev fanget. Her vidste fiskeren desværre ikke, at det var en truet og fredet fiskeart - så støren overlevede ikke fisketuren i Hejlsminde.

Den stør er nu på vej til Zoologisk Museum i København.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App