Firma: Flyt ikke til Ringsted Kommune

Foto: TV ØST

SuperGros' administrerende direktør, Carsten Christiansen, advarer andre virksomheder mod at flytte til Ringsted.

Kritikken handler om de løfter, SuperGros fik, da den store engrosvirksomhed forhandlede med Ringsted Kommune om at udvide sine aktiviteter i Kærup Erhvervspark. Det skriver Dagbladet Ringsted

- Vi er så skuffede over den kommune. Jeg har sagt til de erhvervsledere, der spørger mig, at de skal holde sig fra Ringsted Kommune, for den holder ikke, hvad den har lovet, siger Carsten Christiansen.

Den daværende borgmester, Benny Christensen (S), lovede blandt andet, at der ville blive etableret en bybus-linje mellem stationen og erhvervsparken. Men bussen er aldrig kommet, så de sidste par år har SuperGros selv betalt 800.000 kroner om året for en bus, der tre gange om morgenen og tre gange om aftenen fragter medarbejdere til og fra stationen.

En sådan bus havde SuperGros nemlig stillet sine medarbejdere i udsigt, da det blev besluttet at flytte fra Taastrup og
Brøndby til Ringsted.

- Og forskellen på Ringsted Kommune og SuperGros er, at vi holder det, vi har lovet. Men jeg synes, det er så bundtarveligt af kommunen, tilføjer Carsten Christiansen.

Den nuværende borgmester, Niels Ulrich Hermansen (V), kender dog ikke til løftet om en busforbindelse.

- Det er muligt, han er skuffet, men så forstår jeg ikke, han ikke har kontaktet mig. Men nu vil jeg ringe til ham i dag og
invitere ham til et møde, for jeg har ikke noget ønske om, at der skal gå en meget betydningsfuld erhvervsmand rundt og være sur på Ringsted Kommune, siger han til Dagbladet Ringsted.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App