Fire tiltalte i sag om bortførsel og vold

En ufrivillig køretur med tæv og et besøg, der endte med snitsår i halsen, er nogle af elementerne i en retssag, der torsdag begyndte ved Retten i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fire mænd opsøgte i september sidste år en mand på hans bopæl ved Regstrup og tvang ham med ud på en flere timer lang køretur, hvor han blev slået og sparket med jævne mellemrum. Sådan lyder anklagen i en omfattende sag om vold og frihedsberøvelse, der torsdag begyndte ved Retten i Holbæk.

De fire mænd på 21, 24, 33 og 44 år forklarede dog samstemmende, at offeret var kørt med frivilligt, skriver Holbæk Amts Venstreblad, og selv om et par af dem huskede at have slået, mente de ikke, at der var tale om en decideret afstraffelse.

Den 21-årige og den 33-årige er desuden tiltalt for en voldsepisode i et hus i Undløse, hvor en mand blev slået, sparket og skåret i halsen med en ituslået flaske. De to mænd erkendte, at de havde været på stedet, og den 33-årige, der skulle have været den mest aktive, forklarede, at han og manden kom op at skændes om nogle penge og begyndte at slå løs på hinanden. Den 33-årige erkendte, at han havde slået manden i hovedet med en flaske, men nægtede dog at have skåret ham i halsen.

Ofrene for de to overfald er i øvrigt brødre, men ifølge det, der kom frem i retten, har det dog ikke nogen større betydning i sagen, der fortsætter onsdag i næste uge.


Nyhedsoverblik