Fire partiledere skal fyre folk efter valget

Hvert år får partierne i Danmark et fast tilskud af staten ud fra antallet af stemmer. Holder meningsmålingerne stik, betyder det, at fire partier må fyre folk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis meningsmålingerne holder stik, skal Venstre spare cirka seks millioner kroner næste år. Radikale kommer til at mangle tæt på fire millioner kroner på næste års budget, mens SF mister cirka tre millioner kroner, skriver Avisen.dk.

Og Konservative skal spare halvanden million kroner på et i forvejen skrabet budget.

30,50 kroner per stemme

Det viser nye beregninger, som Avisen.dk har gennemført på baggrund af de seneste meningsmålinger. I dag får samtlige partier et fast årligt driftstilskud fra statskassen, der beregnes ud fra, hvor mange stemmer partiet fik ved foregående folketingsvalg. I 2014 gav hver stemme 30 kroner til partikassen, mens det i år er sat til 30,50 kroner pr. stemme.

Ved folketingsvalget i 2011 satte 947.725 danskere kryds ved Venstre, og det betød sidste år et driftstilskud til Venstre på mere end 28 millioner kroner, fremgår det af en opgørelse fra Økonomi- og indenrigsministeriet.

Radikale står til øretæver

Men går Venstre tilbage i meningsmålingerne fra de 26,7 procent af stemmerne, som de fik i 2011, til de 20-21 procent, som flere målinger lige nu viser, vil partiet miste mere end 200.000 vælgere og dermed gå glip af mindst seks millioner kroner årligt i statstilskud.

Et tilsvarende regnestykke kan laves på Radikale, der får øretæver, hvis meningsmålingerne holder stik. Ved seneste valg fik partiet 9,5 procent af stemmerne, mens de i dag ligger til små 6 procent i de fleste målinger. Det betyder, at de mister cirka en tredjedel, eller godt og vel tre millioner kroner, om året i den kommende valgperiode.

Flere millioner til O, I, F, S, Ø og Å

SF og Konservative står også til vælgerlussinger og dermed også økonomiske lommesmerter. Søren Pape står til at miste cirka halvanden million kroner om året, og Pia Olsen Dyhr får cirka tre millioner kroner mindre om året, hvis meningsmålingerne ellers holder stik.

Omvendt kan både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance glæde sig over flere millioner kroner mere om året til deres partiapparater, mens Socialdemokraterne også kan score en milliongevinst ved øget vælgertilslutning. Også Enhedslisten kan se frem til lidt flere penge.

Og partileder i Alternativet Uffe Elbæk skal ud at hyre PR-folk, konsulenter og andre, hvis han som målingerne spår, kommer over spærregrænsen. Får partiet cirka tre procent af stemmerne, kan Alternativet forvente et årligt driftstilskud fra staten på den pæne side af tre millioner kroner.

Fyringer og nedskæringer

Politisk kommentator Hans Engell fremhæver, at de nuværende meningsmålinger er noget, der allerede er uhyggelig læsning hos partiledelserne og de ansatte hos de fire partier, der står til størst tilbagegang.

- Konservative og Radikale skal formentlig fyre folk og skære voldsomt i aktiviteterne, siger Hans Engell til Avisen.dk.

Men det er ikke kun de små partier, der kommer til at lide, understreger han.

- Venstre kommer til at gennemføre meget store nedskæringer, fyre folk og droppe en masse aktiviteter. Det er helt klart, hvis de får den tilbagegang, som de står til lige nu, konstaterer Hans Engell ifølge Avisen.dk.


Nyhedsoverblik