Fire mekanikere indlagt efter brand

Fire mekanikere blev lettere forbrændt, da et autoværksted i Jyderup brød i brand. Flere biler blev også antændt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan være farligt at tømme benzintanken på en bil.

Det måtte to mekanikere på et autoværksted i Jyderup sande, da der lørdag eftermiddag skete en eksplosionsbrand, mens de var ved at tømme en bil for benzin.

Det er endnu uvist, hvordan brande opstod, men det kan have været en gnist fra bilen, der antændte benzinen. Branden antændte bilen, og da den blev skubbet ud af værkstedet, satte det brændende køretøj ild til andre biler uden for værkstedet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I alt fire mekanikere blev lettere forbrændt og måtte en tur på Holbæk Sygehus. Ifølge vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi er mekanikerne dog kun lettere tilskadekomne og kan formentlig snart udskrives.

Politiet fik via 112 meddelelse om branden klokken 15.25, og ifølge den første patrulje på stedet var 8-10 biler i brand.

På grund af røgudvikling i forbindelse med branden blev beboere i Jyderup en overgang bedt om at trække inden for, mens brandfolk slukkede branden. Branden er ifølge politiet under kontrol.
/ritzau/


Nyhedsoverblik