Fire forslag i spil

Regionsrådet får noget at se til, når de i næste uge skal stemme om fremtidens sygehusstruktur i Region Sjælland. Efter dagens møde i forretningsudvalget, står det klart, at rådet skal vælge mellem fire forskellige sygehusmodeller.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spørgsmålet om placering af et regionalt supersygehus, vækker mange følelser i politikernes bagland. Det giver regionens formand Steen Bach Nielsen som grund til, at der bliver fire forskellige forslag at vælge imellem, når rådet d. 16. marts skal træffe den endelige beslutning om fremtidens sygehusstruktur:

- Det vidner om det massive pres der har været på regionsrådets medlemmer.

Bag formanden tegner der sig et flertal på 27 af regionsrådets 41 medlemmer. De ønsker Køge-modellen. Sådan så regnestykket i hvert fald ud efter weekendens seminar om spørgsmålet. Men flere mindretalsgrupper, nægter at opgive kampen om deres foretrukne løsning.

En tværpolitisk gruppe på syv medlemmer, anført af Kirsten Devantier (Venstre), har været meget aktiv forud for dagens forretningsudvalgsmøde. Gruppen ønsker at Næstved skal have supersygehuset:

-Vi vil selvfølgelig gerne have at vores forslag går igennem, men vi vil også gerne have en politisk debat om det, sådan at man får åbenhed i hvad der bliver vægtet, og i hvad der ikke bliver vægtet.

Christian Wedell-Neergaard (Kons.) er alene om at holde flaget for en Ringsted-løsning:

-Vi ønsker Ringsted–scenariet,  for det vil ligge midt på øen, og er den mest robuste løsning. Det holder vi fast ved, for det har vi sagt gennem hele valgkampen.

To forretningsudvalgsmedlemmer, Jorun Bech (Soc.dem) og Bent Jørgensen (Venstre) støtter et forslag om Roskilde som centrum i fremtidens sygehusstruktur. Alle fire forslag bliver nu sendt videre til endelig behandling i regionsrådet.

For regionens formand, Steen Bach Nielsen, kommer det ikke som den store overraskelse, at forretningsudvalget er splittet:

-Der er stadig 27 medlemmer der støtter Køge-løsningen, og det vil også materialisere sig på mødet den 16. marts, siger formanden.


Nyhedsoverblik