Fire fængslet for flugtaktion

Fire unge mænd blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger for at have deltaget i onsdagens befrielsesaktion af en af deres kammerater fra arresten i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fire unge mænd havnede her til eftermiddag selv bag tremmer efter, at de onsdag med magt befriede en af deres kammerater fra Arresten i Slagelse. Det skete, da de ved torsdagens grundlovsforhør blev varetægtsfængslet i fire uger. De kærede fængslingen til Landsretten på stedet.

De er ikke alene sigtet selve befrielsesaktionen, der fandt sted på arrestens trappesten. De er også sigtet for at true de fængselsfunktionærer, der passede på deres indespærrede kammerat.

Det var onsdag, at en 23-årig mand blev befriet fra en fangetransport. I løbet af eftermiddagen blev i alt seks personer anholdt, men to af dem er løsladt igen efter afhøring. Den befriede selv er der til gengæld endnu ikke noget spor efter.

Både de anholdte og den 23-årige selv har tilknytning til bandemiljøet syd for København. Den befriede afsonede en voldsdom og havde kun kort tid tilbage, før han skulle være løsladt. Politiet har endnu ikke noget bud på, hvorfor det var så presserende for ham at komme på fri fod.

Manden blev befriet, efter at han havde været en tur i Retten i Roskilde i en fogedsag. Da fangetransporten kom tilbage til arresten i Slagelse kom to-tre biler pludseligt kørende og afskar vejen for kriminalforsorgens bil. Medhjælperne antydede, at de havde våben på sig og fik hevet den 23-årige ind i en kassevogn.

Det lykkedes politiet at finde frem til de anholdte ud fra nummerpladerne på en af bilerne, fortæller vicepolitiinspektør Søren Rav-Nielsen fra Sydsjællands Politi.

/ritzau/


Nyhedsoverblik