Fire-årig pige fundet efter kidnapning

En firårig kidnappet pige er nu blevet fundet ved Egebjerg, der ligger 10 kilometer syd for Nykøbing Sjælland. Det oplyser politiet.

Den lille firårige pige, der har været ufrivillig hovedperson i et kidnapningsforsøg, er nu fundet. Det siger Midt- og Vestsjællands Politi.

Pigen blev fundet ved Egebjerg, der ligger 10 kilometer syd for Nykøbing Sjælland, hvor kvinden efter aftale med politiet var på vej hjem til sin egen bopæl med datteren.

- Vi stoppede moren på vej hjem, hvor vi havde aftalt, at hun skulle møde os. Overdragelsen af datteren foregik fuldstændig udramatisk, og i virkeligheden er det her en ulykkelig kvinde, der gerne vil have kontakt til sine børn, siger vagthavende Lars Galaz.

Moderen er nu i politiets varetægt.

Den firårige blev bortført af sin egen mor tidligere på lørdagen i Rørvig. Siden har Midt- og Vestsjællands Politi været i løbende telefonisk kontakt med kvinden.

Den lettiske mor og hendes danske eksmand har i alt tre børn sammen, som de deler forældremyndigheden over. Da alle tre børn var på en gåtur i Rørvig lørdag eftermiddag, kom moderen kørende i en sølvgrå Volvo og fik med hjælp fra en medgerningsmand held til at bortføre den firårige datter. Alle tre børn bor hos faderen under en verserende sag om forældremyndigheden.

Pigen har ikke lidt overlast og er tilbage hos sin far. Sagen bliver nu overdraget til kommunen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App