Finn Madsen trues med tilsyn

Oppositionen truer Odsherreds borgmester med tilsyn, hvis han ikke disker op med dokumentation for, at kommunen skylder Dansk Camping Union en million kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oppositionen vil have den socialdemokratiske borgmester, Finn Madsen, til at dokumentere sin påstand om, at kommunen skylder Dansk Camping Union, DCU, en million kroner.

Pengene var afgørende for, at det var en god forretning at sælge Skærby Camping til DCU for fem millioner kroner.

Det skriver nordvestnyt.dk.

Hvis Finn Madsen ikke kan dokumentere sin påstand, vil oppositionen melde ham til det statslige tilsyn.

Tilsynet holder øje med, at regioner og kommuner lever op til deres forpligtelser.

Finn Madsen påstår, at kommunen reelt fik seks millioner kroner for Skærbæk Camping, da Dansk Camping Union som led i aftalen eftergav kommunen en gæld på en million kroner.

Men nordvestnyt.dk har fundet et dokument fra marts 2006, som fastslår, at kommunen betalte sin gæld til DCU ved at undlade at opkræve forpagtningsafgift for Skærby Camping i tre år.

- Hvis Finn Madsen har dokumentation for, at kommunen derudover skylder DCU en million kroner, så forlanger vi at se de papirer nu. Hvis de papirer ikke findes, så bliver vi nødt til at klage til Tilsynet, siger Morten Egeskov, gruppeformand for Venstre, til nordvestnyt.dk.


Nyhedsoverblik