Finanstilsyn kræver opgør med bankbestyrelser

Alt for mange bankbestyrelser er ukritiske og uprofessionelle. Nu skal der ryddes op, mener Finanstilsynet og regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal strammes op på bestyrelserne i de danske pengeinstitutter.

Alt for mange steder er bestyrelsen et gummistempel, fordi bestyrelsesmedlemmerne er uerfarne og uprofessionelle.

Sådan lyder udmeldingen nu fra Finanstilsynet, der sammen med regeringen varsler et indgreb overfor useriøse bankbestyrelser.

Det skriver Politiken.

Kloge folk skal hentes udefra

Pengeinstitutterne skal hente kompetence udefra til bestyrelserne nu, lyder det. Men hos f.eks. Møns Bank vil man hellere klare sig med efteruddannelse – og der er ingen planer om at skifte ud blandt bestyrelsens medlemmer.

- Vi vil gerne have en dybere indsigt i investeringsejendomme, selv om vi ikke har så mange af dem, siger bankens formand, proprietær Jens Ravn, til avisen.

Finanstilsynet kritisk

Men det er ikke godt nok, siger Finanstilsynets direktør.

- Vi har set bestyrelser, der har bevilget meget store lån uden rigtig at forstå mekanikken, uden at udfordre direktionen, vi har set, hvordan provinssparekasser er gået ind på det københavnske ejendomsmarked i et togt, som har vist sig at være dødbringende. Her havde et kursus næppe afværget katastroferne, siger direktør Ulrik Nødgaard til Politiken.

Mere end 100 bankbestyrelser har netop afleveret en evaluering af bestyrelserne til Finanstilsynet, der nu vurderer, om det er nok.

Vurderer de, at det ikke er godt nok, så kan de tvinge bankens bestyrelse til at gå af.


Nyhedsoverblik