Det vi har sammen

Finanskrisen får unge i uddannelse

Unge ufaglærte lollændere har valget mellem arbejdsløshed eller uddannelse, og hos CELF mærker man, at 120 flere unge har påbegyndt en uddannelse efter sommerferien.

Selvom Lolland er det sted i landet, hvor færrest 20-40 årige har en uddannelse udover folkeskolen, har Finanskrisen fået flere til at søge uddannelse. Det kan direktøren Michael Bang fra Center for de erhvervsrettede udannelser på Lolland Falster (CELF) mærke.

 

– Førhen kunne de unge gå direkte fra folkeskolen og finde ufaglærte jobs her på Lolland, hvor vi faktisk havde den laveste arbejdsløshed på grund af de mange ufaglærte arbejdspladser i området. Men efterhånden som mange af dem er lukket, kan vi nu her efter Finanskrisen se, at vi alene på CELF har startet 120 flere elever efter sommerferien end på samme tid sidste år, siger han.

 

En af dem hvor livet som ufaglært på Lolland blev for besværligt er 20-årige Heikki Sørensen. Efter at have pendlet så langt som til København for at få arbejde, så han kun en udvej.

– Der er ikke noget arbejde overhovedet, så den eneste mulighed, det er sådan set at tage en uddannelse, siger han, der nu er i gang med grundforløbet på CELF for at blive lagerarbejder.

 

Desværre er det selvsamme krise, som har fået ham i gang med skolen, der kan sætte en stopper for den unge mands drøm om lageruddannelsens diplom.

– Vi er 35 i min klasse, og der er tre der har læreplads, så umiddelbart så ser det ikke sådan ud, og så bliver jeg nødt til at stoppe med mit grundforløb. Den eneste løsning på problemet er at presse mestrene til at få nogle flere pladser ud.

 

 Og det er vigtigt for samfundet at den nye generation af lollændere bliver uddannet. Hvor vigtigt understreger CELF-direktøren.

– Hvis det her uddannelsesbillede, vi har i dag fortsætter, så vil vi i 2015 stå med 40000 ufaglærte ubeskæftigede, og det er jo en katastrofe. Og vi vil til gengæld mangle 37000 faglærte, påpeger Michael Bang.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App