Finanskrise giver færre praktikpladser

Foto: TV ØST

Mange unge kan ikke gennemføre deres uddannelse, fordi de mangler en praktikplads. Den økonomiske krise får virksomhederne til at spare dem væk.

19-årige Nikolai Lütscher fra Vordingborg vil være teknisk designer, men drømmen er langt fra at gå i opfyldelse. Selv om han har afsluttet grundforløbet til uddannelsen i begyndelsen af året og har skrevet omkring 20 ansøgninger kan han stadig ikke få en praktikplads.

- Det er jo ikke særlig sjovt at sidde i den her situation, for jeg kan ikke komme videre før jeg har været i praktik, siger Nikolai Dütscher.

Mange andre unge sidder i samme situation. Antallet af studerende, der læser til teknisk designer som mangler en praktikplads er femdoblet det seneste år. Teknisk Landsforbund Sjælland fortæller, at 70 unge ikke kan komme videre, og får de ikke snart en praktikplads bliver deres uddannelse forældet.

- Virksomhederne bliver nødt til at tage et ansvar, selv om det gør ondt i øjeblikket. Ellers vil de stå og mangle den kvalificerede arbejdskraft om nogle år, når der er fremgang igen, siger afdelingsleder i Teknisk Landsforbund Sjælland Jørgen Jensen.

Flere rådgivende ingeniørvirksomheder i regionen, som TV2 ØST har snakket med, medgiver, at det er en kortsigtet løsning at undlade at tage unge elever ind, men de er enten for presset økonomisk, eller også har de så lidt at lave, at de ikke føler, at de har nok at tilbyde de unge.

Erhvervsuddannelserne Selandia i Slagelse og fra CELF i Nykøbing Falster melder om problemer med at skaffe praktikpladser - blandt andet i flere af byggefagene. Murermester Ivar Damgaard Nielsen er formand for mureruddannelsen på Sydsjælland og Lolland-Falster og repræsenterer arbejdsgiverne.

- Vi vil gerne påtage os et ansvar, og de etablerede firmaer tager også stadig lærlinge. Men nye murermestre har svært ved det, som situationen er i øjeblikket, siger Ivar Damgaard Nielsen.

Han foreslår, at flere mestre kan deles om en lærling og dermed også om udgiften for at flere unge videre med uddannelsen.

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090224_praktik.flv]

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App