Fik nyt kørekort efter vanvidskørsel (VIDEO)

Foto: TV ØST

Et forældrepar fra Lolland føler sig godt og grundigt svigtet af retssystemet. Den mand, der var centimeter fra at køre dem og deres tre børn ned med over 100 kilometer i timen, har nemlig fået et nyt kørekort - bare 48 timer efter vanvidskørslen.

Det kan være svært at forestille sig en bil-jagt med blå blink og babu-lyde på en stille lollandsk landevej, men det var rent faktisk, hvad der skete - sidst i marts - på en stribe asfalt i nærheden af Maribo.

- Jeg har aldrig set noget lignende, fortæller Tommy Christensen, der ufrivilligt blev vidne til en 21-årigs vanvidskørsel lige uden for sit eget hjem.

Familiefaren og hans kæreste, Randi Wessel, var ude at gå tur med deres tre børn og børnenes fætter, men den hyggelige gåtur blev hurtigt afbrudt af en grå BMW.

- Det går ekstremt stærkt, da han blæser forbi os, og jeg må råbe og skrige til ungerne, at de skal passe på, forklarer Tommy Christensen.

I hælene på BMWen forsøger en af politiets civile video-vogne at følge med. Videoen dokumenterer, at manden i den sølv-grå BMW kører minimum 98 kilometer i timen, da han overhaler familien fra Maribo.

- Jeg nåede at tænke, at nu bliver et af mine børn kørt ned, fortæller børnenes mor, der stadigvæk er berørt af oplevelsen.

Ved et mirakel slipper forældrene og de fire børn uskadte fra mødet med fartbøllen. Men da den lille familie er ved at komme sig over chokket, får den et nyt.

Det, der chokerer familien, er, at manden i BMWen to dage efter episoden får et kørekort. Manden får altså lov til at gå op til en køreprøve til trods for, at han - bare 48 timer før - har kørt 214 kilometer i timer, hvor han måtte køre 80.

- At systemet tillader, at sådan en mand får lov til at få et kørekort sølle to dage efter, at han har kørt som død og helvede, det forstår jeg simpelthen ikke. Det burde ikke kunne lade sig gøre, siger Tommy Christensen og ryster på hovedet.

Forklaringen fra politiet lyder sådan her:

Hvorfor klipper I ikke mandens kørekort midt over på stedet?

- Manden har ikke noget kørekort på det tidspunkt. Han kører ulovligt uden kørekort, og vi kan jo ikke tage et kort, manden ikke har, forklarer Erik Mather, der er vicepolitikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Også færdselspolitiet virker frustrerede over ikke at kunne stoppe en bilist, der har brudt Færdselsloven utallige gange.

Fordi manden er uskyldig, indtil han er dømt, kan politiet ikke forhindre ham i at gå op til en køreprøve og få et kørekort. Og det er nøjagtig, hvad manden har gjort.

- Det har jeg det skidt med. Han er jo ligeglad med alt og alle. Han kører jo sikkert lige så stærkt som før, siger Randi Wessel.

Så nu er "cykling alene" forbudt for børnene på Sørupvej.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), vil nu have ministeren til at stoppe hullet i loven.

[video:flv:090525_vanvidskoersel.flv]

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App