Fik nedfrosset sin afdøde kone

Foto: TV ØST

En mand fra Haslev fik sin kone frosset ned, fordi han ikke stolede på den første obduktion. Han mener, at lægerne fejlbehandlede hans kræframte kone.

Sanne Larsen fra Haslev døde af kræft for et år siden. Hendes mand, Ole Larsen, mener, at hun havde været i live i dag, hvis ikke Næstved Sygehus havde svigtet hende, skriver Sjællandske.

Ved en operation på universitetshospitalet i Kiel havde man fjernet den kræft, som man ikke kunne fjerne på Næstved Sygehus. Hun skulle blot have kemoterapi inden for tre uger. Men det fik hun ikke.

Efter Sanne Larsens død ringede en sygeplejerske anonymt til Ole Larsen og sagde, at han skulle få hende obduceret. Det gjorde Ole Larsen. Men da rapporten kom fra Roskilde Sygehus, havde man ikke undersøgt de afgørende ting. Det indrømmede læge Martin Rudnicki også, fortæller Ole Larsen. Men nu var det jo desværre for sent, sagde lægen. Sanne var død og kremeret.

Det var hun bare ikke. Ole Larsen havde i hemmelighed fået frosset hende ned. Og nu sendte han hende til Retsmedicinsk Institut, hvor han fik lavet en ny obduktion. Den viste noget helt andet end den første obduktion. Blandt andet at et kateter ikke havde været monteret korrekt i Sanne Larsens nyre, fortæller Sjællandske.

Efter Ole Larsens udsagn går der panik i lægen, da han fortæller ham, at Sanne Larsen stadig ligger på frost og ikke er blevet kremeret. Han ringer rundt til en masse forskellige kontakter. Kalder sygeplejesker ind og indtaler en masse beskeder på latin.

- Jeg gav min kone et løfte, inden hun døde. Sanne sagde til mig, at hun vidste, at hun ville dø. Og hun vidste, at hun var blevet fejlbehandlet. Så hvis jeg havde kræfterne til det, skulle jeg komme til bunds i sagen, fortæller han.

Ole Larsen vil indgive sagen til patientklagenævnet og politianmelde Roskilde Sygehus for at fremstille en falsk obduktionsrapport. Sagerne venter nu en retslig afgørelse.

Sygehusledelserne i Roskilde eller Næstved vil ikke kommentere sagen på grund af klagerne til patientklagenævnet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App