Festival sender kæmperegning til kommune

Kæmperegning på vej til Ringsted Kommune fra teaterfestival.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ringsted Kommune står nu med en ekstraregning på 524.000 kroner for Festival 2012 - teater for børn og unge. Det viser den seneste opgørelse fra forvaltningen til politikerne i kultur- og trivselsudvalget.

- Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi står i den situation, at vi mangler finansiering. Vi har prøvet at få flere kommuner og eksterne fonde til at bidrage, men det er desværre ikke lykkedes. Og så må vi jo tage af vores egen kasse, siger formand for kultur- og trivselsudvalget Henrik Hvidesten (V) til DAGBLADET Ringsted.

Det er anden gang, at Ringsted Kommune må hente flere penge fra kommunekassen for at finde merfinansiering til festivalen. Første gang var, da Lejre Kommune i 11. time sprang fra en aftale om at deles med Ringsted efter 50/50-princippet om udgifterne til festivalen.

Ringsted forsøgte herefter at få andre kommuner til at støtte op om festivalen, men kun Sorø Kommune sprang på og bidrager nu med 200.000 kroner. Ringsted Kommune hæfter allerede for en million kroner.

Forventningen var så, at Kulturregion Midt- og Vestsjælland ville støtte verdens største børneteaterfestival, som byder på 25.000 gratis teaterbilletter til børnefamilier fra hele Sjælland. Men herfra fik man et afslag.

- Det er jeg meget skuffet over, for andre kommuners borgere vil også få stor glæde af festivalen. Som jeg ser det, går det her lige i hjertekulen på formålet med kulturregionen, siger Henrik Hvidesten til DAGBLADET Ringsted.


Nyhedsoverblik