Femern-forbindelse går fri af budgetkrig i EU

Både Femern-forbindelsen og Kriegers Flak skal nok gå fri af den store budgetkrise i EU, mener minister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) føler sig overbevist om, at der vil være EU-penge til Femern Bælt-forbindelsen, uanset hvordan striden om EU's budget falder ud, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det lykkedes ved weekendens topmøde blandt EU-landenes stats- og regeringschefer ikke at opnå enighed om et syvårs-budget. Det har fået iagttagere til at frygte, at store infrastrukturprojekter som Femern Bælt og en kæmpe havvindmøllepark på Kriegers Flak bringes i fare.

For tidligt at frygte for Femern

- Jeg føler mig overbevist om, at når vi har et budget for EU, så vil der også være penge til Femern. Jeg synes, det er meget tidligt at bringe Femern i farezonen, siger Henrik Dam Kristensen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Transportministeren oplyser, at EU-landenes transport- og trafikministre under det danske formandskab i foråret i fællesskab tegnede et nyt landkort over de infrastrukturprojekter, som samlet set vil give merværdi for den europæiske udvikling.

- Femern er nævnt alle steder. Alle lande er enige om, at der er brug for infrastruktur for at binde Europa bedre sammen, og her indgår Femern. Det er ikke blot en forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Det er en ny og hurtigere forbindelse mellem Skandinavien og Centraleuropa. Femern står og blinker, og jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få støtte. Så kan det blive et spørgsmål om mere eller mindre, afhængig af budgettets størrelse, siger han.

Vil ikke diskutere plan B

Henrik Dam Kristensen vil ikke svare på hvad der sker, hvis der overhovedet ikke kommer EU-støtte til anlægsfasen.

- Det spørgsmål er ikke aktuelt. Vi får støtte, lyder det selvsikkert fra transportministeren.

Det er både i Folketingets projekteringslov og i Femern A/S' finansielle beregninger forudsat, at EU støtter med 10 procent af anlægsudgifterne - det vil sige omkring fire mia. kroner.


Nyhedsoverblik