Nyheder fra din hverdag

Femern Bælt-forbindelse kan forsinkes i ti år

Foto: TV ØST

Stor tysk modstand af en Femern Bælt-forbindelse kan forsinke projektet i op mod ti år.

Hvis de tyske bromodstandere udnytter alle klagemuligheder, vil der kunne gå op mod ti år, inden de tyske myndigheder kan være klar med en endelig godkendelse af Femern Bælt-forbindelsen.

Det vurderede projektchef Claus Dynesen, Femern Bælt A/S, da Lolland Kommune onsdag aften arrangerede informationsmøde for de lokale lodsejere, som kan ventes at blive berørt af kæmpe-projektet. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende torsdag

- Det ligger et betydeligt pres på os for at lave et grundigt forarbejde, sagde Claus Dynesen.

Han fortalte, at mange underskrifter fra utilfredse tyskere kan betyde, at myndighedsbehandlingen må starte forfra. Og med to tyske klageinstanser giver det mulighed for betydelig forsinkelse af broen. Foreløbig venter alle på de dansk-tyske traktatforhandlinger.

- Det har varet længere, end vi havde håbet, sagde Claus Dynesen.

Hvornår forhandlingerne ender med en traktat, kunne han ikke sige, men der er da jævnlige møder, og håbet er, at det falder på plads inden sommerferien.

På dansk side ventes Folketinget at godkende traktaten og samtidig lave lovgrundlaget for projektering og andre forberedelser allerede inden jul. Og på dansk side vil man være klar med en anlægslov i 2012. I øjeblikket er der ved at blive tegnet kontrakter med de firmaer, der skal stå for de omfattende miljøundersøgelser.

Kortlægningen af miljøet ventes at koste 200-300 millioner kroner.

Tip os Har du et godt tip?