Fem-årig dreng glemt i børnehave

Børnehave glemte dreng på legeplads og lukkede børnehave.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et forældrepar til en fem-årig dreng er rystede, efter at to ansatte i drengens børnehave Lindegården i Næstved forleden glemte drengen på legepladsen, da de lukkede institutionen og gik hjem klokken 16.35 - 25 minutter før egentlig lukketid, skriver Sjællandske.

Den kvindelige pædagog-studerende og den mandlige vikar troede angiveligt, at alle børn var blevet hentet, da de forlod Lindegården.

- Da min mand kom cyklende, hørte han Christian-Elias gå rundt og græde på legepladsen. Det viste sig, at han var tørstig og skulle tisse. Christian-Elias var blevet panisk, fordi døren ind til børnehaven var låst. Han havde været hele vejen rundt om huset og havde taget i alle døre. Det kunne han jo ikke forstå, siger moderen Anna Wichmann til Sjællandske.

Kontorchef i daginstitutions-afdelingen i Næstved Kommune, Bente Bækvad, bekræfter forældrenes oplevelse. Procedurerne i forbindelse med afhentning af børn er siden blevet indskærpet over for personalet.

- Fremover vil institutionen ikke blive lukket tidligere end planlagt. Desuden vil personalet være ekstra opmærksomt på, at børnene bliver krydset af, efterhånden som de afhentes, siger Bente Bækvad til Sjællandske.

 


Nyhedsoverblik