Feltet for kystnære havmøller snævres ind

Foto: TV ØST

Tre steder i landsdelen er stadig i spil, som egnede områder til at opstille kystnære havmøller.

Kystnære havmøller stadig i spil

Nu er der valgt otte egnede områder til de 100-165 kystnære havmøller, der skal stilles op efter energiaftale.

Der er nu kun otte mulige placeringer tilbage for fremtidens store kystnære havmøller. Forligspartierne bag forårets energiaftale har torsdag besluttet at indsnævre feltet fra de oprindelige 16 områder.

Sejerø Bugten, Jammerland Bugt og Smålandsfarvandet mulige områder

De tilbageværende egnede områder, hvor der måske skal opstilles møller mindst fire kilometer fra kysten, er:

  • Bornholm
  • Smålandsfarvandet
  • Jammerland Bugt (i Storebælt)
  • Sejerø Bugt
  • Sæby
  • Jammerbugt Syd
  • Vesterhav Nord
  • Vesterhav Syd

Går efter billigste steder

Forligskredsen, der omfatter samtlige partier på Christiansborg minus Liberal Alliance, er gået efter de steder, hvor det er billigst at opstille de 100-165 møller og producere strøm, oplyser klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

- Vi har taget den halvdel, der har den bedste økonomi. Jeg går nu i gang med en åben dialog med de kommuner, der har kyststrækning ud til de arealer, hvor der er bedst samfundsøkonomi i at stille møller op, siger Lidegaard.

Kriegers Flak skal supplere

I energiforliget står, at de kystnære havmøller skal levere 500 megawatt strøm i 2020. De skal suppleres af havmølleparkerne Horns Rev III og Kriegers Flak med en samlet kapacitet på 1000 megawatt.

Politisk enighed om de store træk

Socialdemokraternes energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, siger, at forligspartierne med beslutningen nu har fået slået nogle store søm i.

- Vi er nået et stort skridt videre, men der er stadig beslutninger, der udestår. Vi er enige om to primære hensyn. Dels skal vi have strømmen så billigt, som det overhovedet er muligt, dels vil vi gerne have lokal opbakning til projektet, siger hun.

Kommunerne vil gerne have havmøller

Høringsrunden gav 172 svar til Energistyrelsen. De viser, at mange kommuner er meget interesserede i at lægge farvand til møllerne, mens enkelte har været negative eller skeptiske - blandt andet, hvor der er fiskeriinteresser på spil.

Nyrup Bugt valgt fra

De otte områder, som nu er ude, er:

  • Jammerbugt Nord (mellem Løkken og Blokhus)
  • Djursland
  • Samsø Nord
  • Lillegrund (i Lillebælt nordøst for Als)
  • Vejsnæs (mellem Ærø og Langeland)
  • Nyrup Bugt (ved Nykøbing Sjælland)
  • Halsnæs (nord for Hundested) og Køge Bugt.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App