Fejl på 97 procent af alle plejehjem

Det kniber for plejehjemmene med at leve op til Sundhedsstyrelsens krav. Ældresagen foreslår, at plejehjemmene tilknyttes en fast læge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næsten alle danske plejehjem har problemer med at leve op til Sundhedsstyrelsens krav. Embedslægen besøgte sidste år 1040 plejehjem. Kun 34 steder gav tilsynet ingen anmærkninger, skriver Frederiksborg Amts Avis.

På 712 af plejehjemmene fandt embedslægen fejl og mangler, som indebar risiko for patienters sikkerhed. Heraf 50 tilfælde med alvorlige fejl og mangler.

- Den høje fejlprocent betyder ikke, at det er farligt at være på plejehjem. Det er vigtigt for os at sige, at i langt de fleste tilfælde er det ikke graverende fejl, men vi ser på det med patientsikkerhedsmæssige øjne. Og mange steder mangler der stadig klare retningslinjer fra ledelsen, siger sundhedsstyrelsens chef for tilsyn, Anne Mette Dons.

Ældresagen mener, plejehjemmene skal have en fast læge tilknyttet.

- Mange plejecentre har for lidt personale med sygeplejefaglig viden. De står i masser af tvivlssituationer, siger ældrepolitisk konsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler.

Også paraplyforeningen Danske Ældreråd er glade for embedslægens tilsyn.

Formand Kirsten Feld advarer dog imod at stille for strikse krav.

- Det er borgernes eget hjem, og der vil altid være sundhedsmæssige risici. Der skal være plads til sjove ting som at holde en grillaften. Det er ikke små sygehuse, siger Kirsten Feld.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik