Fejl i patientjournaler (Video)

En mand fra Præstø fik et chok, da han læste sin patientjournal. Den er nemlig fyldt med fejl. Og journalen er langt fra den eneste. Ifølge Patientforeningen så er der ofte fejl i sygehusenes journaler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jørgen Rasmussen fra Præstø er noget forundret efter et kig i sin patientjournal.

- Det passer ikke med de papirer, der ligger om min ulykke, siger Jørgen Rasmussen.

Den 5. maj 2007 kører han på motorcykel, da han bliver påkørt af en personbil og får skader på ryg og hofte. For nylig havde han problemer med hjertet, der ifølge ham selv måske også har relation til ulykken, og bad om sin patientjournal. Her står der, at han blev påkørt af en lastbil eller truck.

Nu frygter Jørgen Rasmussen, at andre tolker det som en ny ulykke, og at det kan få indflydelse på hans sager om erstatning og tabt arbejdsevne.

Se hele indslaget fra TV2 ØST herunder:
[video:flv:090222_patientjournal.flv]

- Jeg er da bekymret for, at de oplysninger bliver brugt imod mig, så forsikringsselskabet og kommunen kan trække sagerne endnu længere ud, siger Jørgen Rasmussen.

I Patientforeningen Danmark har man ikke tal på hvor ofte der er fejl i patientjournaler. Men man kender alt for godt til problemet, der kan resultere i, at myndigheder træffer forkerte beslutninger.

- Vi oplever desværre alt for ofte, at der er fejl i journalerne. Det kan være vitalt i forhold til at tage beslutninger på det rigtige grundlag, siger Karsten Skawbo-Jensen, der er formand for Patientforeningen Danmark.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan fejl i patientjournalen ikke slettes på grund af patientsikkerheden. Men de kan rettes, og hvor de rigtige oplysninger ligger skal tydeligt fremgå. Men Patientforeningen Danmark har erfaret, at de nye rigtige oplysninger ikke altid når frem til dem, der skal træffe en beslutning i sagen. Derfor vil man gerne have ændret procedurerne på sygehusene.

- Vi vil gerne have, at journalerne bliver gennemgået, når patienten bliver udskrevet, så læger, sygeplejersker og patienter er enige om, hvad der er foregået, siger Karsten Skawbo-Jensen.

Jørgen Rasmussen vil nu klage til Patientklagenævnet over de forkerte oplysninger i patientjournalen.


Nyhedsoverblik