FCV med matchbold

FC Vestsjælland fik en uhyre vigtig sejr på 1-0 over HB Køge, og mangler nu kun en sejr for at rykke i Superligaen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er matchbold, og FC Vestsjælland kan selv afgøre det hele torsdag mod Hobro.

Det er facit efter en hårdt tilkæmpet sejr på 1-0 over HB Køge på udebane søndag. Svenske Nicolas Sandberg blev matchvinder efter 58 minutter.

Kampen var ikke nogen stor oplevelse, og et mislykket hovestød til Thiago var det bedste bud på en FCV-chance i første halvleg.

Vellykket indskiftning

I pausen blev Nicolas Sandberg skiftet ind, og hans målnæse takkede for tilliden efter knap et kvarter af anden halvleg.

Rasmus Festersen afsluttede et godt løb på venstre kant med indlæg mod kanten af feltet i venstre side. Her var Henrik Madsen trukket med frem, men afslutningen blev en lunken mellemting mellem en afslutning og en aflevering. Det passede dog perfekt til Sandberg tæt på mål, der prikkede bolden det sidste stykke over stregen til 1-0.

Resten af kampen var mere intens end god, men Thomas Mikkelsen måtte dog diske op med to fremragende redninger, førend FC Vestsjælland-spillerne kunne række armene i vejret.

Nu kan FCV sikre sig oprykning med en sejr hjemme i Slagelse torsdag mod Hobro eller pinsemandag ude mod Hjørring - eller hvis Vejle Boldklub Kolding taber point. Superliga er snublende tæt på for FC Vestsjælland.


Nyhedsoverblik