Faxe siger nej til fartkampagne

Reklame for Q8 i en fartkampagne får Faxe Kommune til at trække sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et partnerskab mellem det private benzinselskab Q8 og Rådet for Større Færdselssikkerhed har fået Faxe Kommune til at slå bremserne i. Kommunen dropper nu kampagnen "Ta' 10 af farten".

Årsagen er, at Vejdirektoratet erklærer reklamen for Q8 langs vejene ulovlig. Det skriver Sjællandske.

Aftalen mellem Q8 og Rådet for Større Færdselssikkerhed indebærer, at benzinselskabet stiller sine 250 tankstationer i Danmark og deres 3.000 medarbejdere til rådighed for kampagnen.

Rent praktisk sker det ved, at der annonceres uden for tankstationerne og på de ansattes tøj. Herudover får Q8 deres logo på vejkantsplakaterne som staten og kommunerne sætter op i hele Danmark.

Men det vil blandt andre Faxe Kommune ikke være med til. Park- og vejafdelingen i Faxe Kommune har skrevet til Rådet for Større Færdselssikkerhed, at kommunen ikke ønsker at deltage i efterårets hastighedskampagne, fordi rådet har indgået sponsoraftalen.

Årsagen er en udtalelse fra Vejdirektoratet, der 1. juli 2008 skriver: "Vi har som vejmyndighed ikke hjemmel til at opsætte plakater i åbent land påtrykt reklamer.

- Nogle kommuner har bedt os om at melde Vejdirektoratets holdning ud. Vi har ikke spor imod at Q8 medvirker i en kampagne, men firmaet kan bare ikke optræde langs vejene, det giver loven simpelthen ikke mulighed for, fastslår Thomas Thume Nielsen, afdelingsleder i Vejdirektoratets kompetencecenter for trafiksikkerhed.


Nyhedsoverblik