Faxe Kommune indfører alkotjek

Pædagoger i Faxe kommune skal nu tage fat i forældre, som de mener har drukket. Det skal sikre, at det høje antal af alkoholmisbrugere i Faxe Kommune falder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alkoholmisbrug koster hvert år kommunerne milliarder kroner. Det viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Et af de steder, problemet er særligt markant, er i Faxe Kommune.

- Vi synes, alkoholmisbruget er så stort, at vi er nødt til at tage fat om det, påpeger Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen.

21 pct. af kommunens borgere har et alkoholforbrug, der kan karakteriseres som "risikabelt". Det tal er alt for højt, mener kommunen, som derfor har afsat 700.000 kr. årligt til bekæmpelse af problemerne.

- Vi håber på dels at få mere synlighed på problemet og så håber vi selvfølgelig på at få hjulpet nogle steder i tide, forklarer borgmesteren.

Tiltaget indebærer blandt andet, at pædagoger, sygeplejersker og andre kommunalt ansatte fremover skal tage mere konfronterende metoder i brug. Et af de steder er den integrerede institution Terslev Børnehus.

- Vi skal reagere på de forældre, der kommer og er påvirket af alkohol. Hvis vi fornemmer eller forælderen lugter af alkohol, så skal vi simpelthen sige det: "du har drukket alkohol i dag", og så afvente og se hvilken reaktion, der kommer, fortæller pædagog og souschef Katja Rasmussen.

Hos Terslev Børnehus oplever man i gennemsnit én gang om ugen, at en forælder lugter af alkohol, når han eller hun henter sit barn.

- Hvis man er på vej ud i et område, hvor man kommer til at bruge alkohol på en ikke-hensigtstmæssig måde, så kan det være her, vi er med til at skubbe dem tilbage på et fornuftigt spor, hvad angår alkohol, siger Katja Rasmussen.

Det er dog ikke kun Faxe Kommune, som er ramt af alkoholproblemer. På landsplan er der ifølge Sundhedsstyrelsen omkring 140.000 alkoholafhængige.


Nyhedsoverblik