Nyheder fra din hverdag

Fartsyndere i stærekassen

Automatiske kameraer skal fange fartsyndere på Sjælland. De skal nedbringe antallet af trafikdræbte, som er eksploderet i de sidste to år.

Sjællandske billister skal snart overvåges af kameraer i de såkaldte stærekasser. Det fortalte justitsminister Lene Espersen (K) onsdag, da trafiksikkerhed og fartgrænser blev diskuteret af Rådet for Større Færdselssikkerhed og Det Europæiske Transportsikkerhedsråd (ETSC).

På mødet fortalte justitsministeren, at inden for de næste par måneder søsættes et projekt, hvor 10 kameraer automatisk skal overvåge og fange fartsyndere på de sjællandske veje.

- Det bliver primært i byerne, men også på strækninger med mange ulykker kameraerne sættes op, siger justitsministeren.

Baggrunden for at sætte ind over for fartsyndere er, at antallet af dræbte i trafikken er steget med 33 procent fra 2006 til 2007 efter en periode, hvor antallet af trafikdræbte var nedadgående.

Det lever ikke op til EU's målsætning om at nedsætte antallet af trafikdræbte med 50 procent fra 2001 til 2010. Den målsætning er Danmark langt fra at indfri, og ifølge ETSC vil det med den nuværende trafiksituation tage op til 10 år yderligere at nå EU's mål.

Inspirationen til at sætte automatisk kameraovervågning op på udvalgte strækninger kommer fra Frankrig, som fra 2001-2007 har reduceret antallet af trafikdræbte med 43 procent. I Danmark var der i samme periode et fald i antallet af trafikdræbte på seks procent.

Projektet med stærekasserne skal køre som forsøg det næste år og kommer til at koste 15-20 millioner kroner.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?