Farlige luftgeværer bliver forbudt

Regeringen kræver nu våbentilladelse for at borgere må eje kraftige luftgeværer, der kan være lige så farlige som rigtige geværer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alle og enhver over 18 år kan ikke længere købe og skyde med kraftige luftgeværer med en kaliber over 4,5 millimeter. Våbnene kan være ligeså kraftige som skydevåben. Det kræver fremover tilladelse fra politiet, et jagttegn eller medlemskab af en skytteforening.

Det viser en bekendtgørelse fra justitsminister Morten Bødskov (S). Reglerne træder i kraft den 1. juni i år, så man ikke må indføre, fremstille, erhverve, besidde, bære eller bruge de kraftige luftvåben uden polititilladelse, jagttegn eller medlemskab af skytteforening.

Alle og enhver kan fortsat købe og bruge luftgeværer med en kaliber under 4,5 millimeter. Samtidig kan ejerne beholde deres kraftigere luftvåben, hvis de anmelder det senest et år efter den 1. juni 2012, da bekendtgørelsen gælder.

Ejerne skal dog have tilladelser på plads, hvis de vil bære og bruge våbnet.

Justitsministeren mener, at det er alt for farligt, hvis de meget kraftige luftvåben florerer frit i landet.

- Derfor er det vigtigt, at politiet nu får kontrol med de kraftige luftvåben. Vi skal ligesom vores nabolande have de kraftige luftvåben ind under våbenlovens kontrolordning. Det betyder, at de kraftige luftvåben fremover vil kræve en våbentilladelse, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik