Det vi har sammen

Far skal mentalundersøges efter tre drab

Foto: TV ØST

50-årig mand fra Greve græd sig gennem retsmøde om drabene på to døtre og hustru. Han skal nu mentalundersøges.

Manden, der har dræbt sine to døtre og sin hustru, skal nu mentalundersøges på et hospital i Roskilde. Det blev afgjort i et retsmøde i Holbæk søndag formiddag, hvor den 50-årige mand bag lukkede døre blev afhørt om forbrydelsen.

Han græd så meget, at han ikke var i stand til at besvare spørgsmålene fra anklager og forsvarer. Med nik bekræftede han sin tidligere tilståelse over for politiet.

På en rullestol blev manden ført ind i retslokalet. Han blev kvæstet, da han fredag eftermiddag med vilje kørte sin bil ind i en parkeret lastbil nær Holbæk.

Presset af en dårlig økonomi, stress og depression besluttede manden fredag morgen efter en søvnløs nat at udslette sin familie. Det angiver han i et afskedsbrev.

I hjemmet i Greve dræbte han først sin datter på 18 år og sin jævnaldrende hustru. Efter at have skiftet tøj kørte han af sted i bilen for at hente sin yngste datter på 12 på en skole. Kørslen sluttede ved Holbæk, da han ramlede ind i lastbilen for at dræbe både den 12-årige og sig selv. Det mislykkedes. Og derefter stak han datteren ihjel med en hobbykniv.

Dommeren har besluttet at varetægtsfængsle den 50-årige, men i stedet for en celle i et arresthus placeres han altså på en psykiatrisk afdeling.

  /ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App