Familie til død dreng vil stævne kommune

Foto: TV ØST

Der kan ikke rejses straffesag efter at tre-årig døde i børnehave i Vemmelev. Men forældrene vil holde Slagelse kommune ansvarlig.

Statsadvokaten har afvist, at der kan rejses en straffesag. Men nu går forældrene til en død tre-årig dreng efter at få en godtgørelse fra Slagelse Kommune.

Dødsfaldet var en følge af fejl og forsømmelser hos kommunen, mener forældrene. Så hvis ikke kommunen frivilligt vil indgå en aftale, så ender det med en retssag.

-Vi synes, at det er utilfredsstillende, at der ikke placeres et ansvar. Det er vigtigt for mine klienter at få sat et værdigt punktum for sagen, siger forældrenes advokat, Tyge Trier.

Den tre-årige dreng døde sidste år, da hans elefanthue kom i klemme i en kvashytte på legepladsen i naturbørnehaven Bakkelygaard i Vemmelev.

Men først politiet og nu statsadvokaten har afvist, at dødsfaldet kan føre til en straffesag mod kommunen.

-Vi mener, at indretningen af børnehaven ikke opfylder kravene i bygningsreglementet, og at det kunne være opdaget, hvis der havde været et tilsyn fra kommunens side, siger Tyge Trier.

Samtidig mener forældrene til drengen også, at personalets tilsyn med børnene ikke var godt nok.

-Nu er muligheden for en straffesag et afsluttet kapitel. Men vi håber at finde en løsning med kommunen. Hvis ikke det er Slagelse Kommune, hvem er så ansvarlig for barnets død, lyder det fra advokaten.

/ritzau/

00:29 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App