Familie indlagt med kulilteforgiftning

En familie på Møn tog en tændt havegrill med ind i deres hus. Det havde nær kostet dem livet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En familie på tre blev natten til søndag indlagt med kulilteforgiftning. Huset var under restaurering og i stedet for at tænde fyret, valgte familien at tænde havegrillen og tage den med ind i huset.

Omkring klokken fire, vågnede kvinden i huset, fordi hun hørte nogle lyde.

- Hun står op og falder om, men hun kommer op igen og får åbnet vinduet og får vækket sin datter, der også har det dårligt. Bagefter finder hun så ud af, at hendes mand faktisk er bevidstløs, siger Henrik Karlsen, vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Det blev familiens held, at de vågnede. En tændt grill indendørs kan nemlig være livsfarlig.

- Det næste skridt i et tilfælde, som det her, er, at man afgår ved døden, siger vagtchef Henrik Karlsen.

Ifølge politiet er datteren forholdsvis upåvirket, moren noget mere påvirket og faren så dårlig, at han er blevet overført til Rigshospitalets trykkammer, hvor han nu bliver behandlet. Alle er uden for livsfare.


Nyhedsoverblik