Det vi har sammen

Falstrings død kunne være undgået

Foto: TV ØST

En familiefar fra Idestrup kunne sandsynligvis have været i live, hvis der havde været bedre styr på sikkerheden under renoveringen af d'Angleterre.

Avisen.dk fortæller i dag om den 32-årige stilladsarbejder fra Falster, der styrtede i døden en råkold tirsdag i januar.

Stilladsfirmaet og hovedentreprenøren Pihl & Søn betragter ulykken som en uforklarlig tragedie, fordi den dræbte stik imod sikkerhedsproceduren ikke brugte faldsikring.

Men forud for ulykken var Pihl & Søn flere gange advaret om, at stilladsarbejdere ikke brugte faldsikring under risikofyldt arbejde i højden.

I ét tilfælde kom advarslen fra hovedentreprenørens egen arbejdsmiljøkonsulent, skriver Avisen.dk.

Uforsvarligt arbejde

Louise Møller Pedersen, der er ph.d. i forebyggelse af arbejdsulykker fra Aalborg Universitet, har gennemgået forløbet.

Hele forløbet indikerer en sikkerhedskultur på et meget lavt niveau. Vi ved, at en sådan adfærd medfører betydelig større risiko for alvorlige ulykker og dødsfald, siger hun til Avisen.dk.

Stilladsarbejderen blev dræbt, da han styrtede gennem et tagdæk af bølgeplast. Ifølge den plan, der var lagt for arbejdet, skulle han have været spændt fast til en kran under færdsel på tagdækket.

Efter tilsynsbesøget i forbindelse med ulykken har Arbejdstilsynet truffet afgørelse om, at arbejdet var uforsvarligt - med eller uden faldsikring.

Klage over afgørelse

Firmaet Eriksson Stilladser, hvor den dræbte stilladsarbejder var ansat, har klaget over afgørelsen til Arbejdsmiljøklagenævnet.

Direktør Jack Eriksson mener, at et fald gennem taget højst havde udløst et par skrammer, hvis stilladsmanden havde været spændt fast i kranen.

- Han skulle aldrig have opholdt sig på det tagdæk uden sikring, siger firmaets direktør Jack Eriksson.

Hotel genåbnede d'Angleterre 1. maj efter en større renovering.

  //Ritzau//

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App