Ifølge Nyhedsavisen er en lang række patienter blevet snydt for hundredvis af kroner af Falck, når de skulle køres over Storebæltsbroen for at blive undersøgt eller behandlet.
Nogle gange er flere patienter blevet transporteret sammen, men samtlige patienter i bilen er blevet afkrævet den fulde broafgift på 410 kroner.
Det er "utrolig dårlig behandling", mener kræftpatienten Else Nielsen, der i maj kørte med Falck fra hjembyen Korsør til undersøgelse i Odense.
Falcks kommunikationsdirektør, Louis Honoré, erkender, at "Falck har begået en soleklar fejltagelse".
- Naturligvis skal Falck ikke tjene penge på at køre folk over broen, og vi betaler naturligvis pengene tilbage, hvis folk har betalt for meget i broafgift, siger han og opfordrer folk til at henvende sig til Falck, hvis de føler sig snydt.