Nyheder fra din hverdag

Fakta om Femern-aftale

Aftalen om en bro over Femern Bælt:

1.

Der opføres en brugerfinansieret fast forbindelse over Femern Bælt mellem Puttgarden og Rødbyhavn. Den faste forbindelse opføres som en kombineret jernbane- og vejforbindelse bestående af en elektrificeret, dobbeltsporet jernbane og en firesporet motorvej.

2.

Der foretages en udbygning af de danske landanlæg til den faste forbindelse over Femern Bælt. Udbygningen indebærer, at jernbanestrækningerne Vordingborg-Storstrømsbroen og Orehoved-Rødbyhavn udbygges til dobbeltspor, og at jernbanestrækningen Ringsted-Rødbyhavn elektrificeres. Udbygningen af de danske landanlæg finansieres med afkast fra den faste forbindelse over Femern Bælt.

3.

Målet er, at den faste forbindelse over Femern Bælt åbner for trafik i 2018.

4.

Der etableres et selskab, der alene ejes af Danmark, med ansvar for planlægning, anlæg og finansiering, drift og vedligeholdelse af den faste forbindelse over Femern Bælt. Selskabet kan optage lån med statsgarantier og har mulighed for at benytte statslån.

5.

Der nedsættes en politisk følgegruppe, der får til opgave løbende at følge etableringen af den faste forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg samt efter åbningen at følge trafikudvikling, takster, projektets økonomi mv.

6.

Der fremsættes forslag til projekteringslov i Folketinget i folketingssamlingen 2008-2009. Med vedtagelse af projekteringsloven vil der blive igangsat en undersøgelse af virkningerne på miljøet, herunder CO2- og støjpåvirkning, undersøgelser af besejlingsforholdene og geotekniske undersøgelser. Når resultaterne heraf foreligger, vil forligsparterne træffe det endelige valg om etablering og udformning af den faste forbindelse over Femern Bælt.

7.

Det forventes, at der kan fremsættes forslag til anlægslov omkring 2012. Efter vedtagelse af anlægslov vil anlægsarbejdet kunne igangsættes.

Kilde: Transportministeriet.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?