Det vi har sammen

Færre tilstår i retten

Foto: TV ØST

Antallet af tilståelsessager er faldet i Retten i Holbæk.

Sager ved Retten i Holbæk har i gennemsnit længere og længere behandlingstid.
 
Det hænger sammen med, at antallet af tilståelsessager er faldet i forhold til antallet af domsmandssager, og det har stor indvirkning på sagsbehandlingstiden, skriver Holbæk Amts Venstreblad.

- I »gamle dage« var der to tilståelsessager for hver domsmandssag, men i dag er det vores fornemmelse, at det er lige omvendt. Og det koster både tid og penge, fortæller Anette Rahr Codam, der er retspræsident i Retten i Holbæk.

En tilståelsessag kan ofte klares på en halv times tid, mens en domsmandssag generelt varer en hel dag eller mere, hvis der er tale om mange tiltaltepunkter.

- Det kan nogle gang virke som om, at anklagerne går mere op i sagens detaljer end tidligere, men en anden årsag kan også være, at folk i mindre grad udtaler sig til politiet, fortæller Anette Rahr Codam.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi genkender chefanklager Gyrithe Ulrich tendensen. Men hun kan umiddelbart ikke forklare, hvorfor det er sådan.

- Vi kan bare se, at vi får flere og flere sager tilbage, når vi forsøger at gennemføre dem som tilståelsessager, siger Gyrithe Ulrich til Venstrebladet.

Tip os Har du et godt tip?