Færre sommerindbrud på Sjælland

Antallet af sommerindbrud i private hjem på Sjælland og Sydhavsøerne er faldet betydeligt siden 2009.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De sjællandske indbrudstyve er ikke så aktive om sommeren, som de har været. En ny opgørelse fra forsikringsselskabet Topdanmark viser, at antallet af anmeldte sommerindbrud på Sjælland og Lolland-Falster er faldet fra 850 anmeldelser i 2009 til 700 i 2011 - svarende til et fald på 15 %.

En mulig forklaring på faldet i anmeldte sommerindbrud er politiets særlige indsats over for indbrudstyverier. Desuden oplever Topdanmark, at flere kunder er blevet opmærksomme på at forebygge indbrud.

- De investerer for eksempel i bedre og nye låse, tyverialarmer og allierer sig med naboerne, så man sørger for at parkere i hinandens carporte, tømmer postkasser og lejlighedsvis lægger lidt skrald i skraldespanden, så der ser beboet ud. Det er ofte de enkle midler, der virker godt, siger Jacob Jensen fra Top Danmark i Næstved.

Fra Holbæk til Kalundborg

Der er dog markante lokale forskelle i statistikken. Blandt andet er antallet af sommerindbrud i Holbæk faldet med 63 % siden 2009, mens Kalundborg i samme periode har fået 50 % flere indbrud.

I følge Midt- og Vestsjællands Politi kan det være enkelte tyveknægte, som gør den store forskel i statistikken.

 

Læs relaterede artikel:
Beskyt dit sommerhus mod tyve


Nyhedsoverblik