Færre børn lukker måske børnehave

I Vordingborg vil der næste år være 74 tomme pladser i børnehaverne. Lige nu peger alt på en lukning af Slotsparkens Børnehave. Men forældrene giver sig ikke uden kamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg synes, at det er skrækkeligt, og jeg synes virkelig, at det er en forringelse på daginstitutionsområdet.

Sådan lyder det i dag fra Lola da Cunha Bang. Hun er mor til Laura, som går i Slotsparkens Børnehave i Vordingborg, og til Klara, der snart skal begynde i institutionen.

Det er udsigten til, at kommunen skal træffe beslutning om at lukke hendes barns daginstitution, der bekymrer hende.

Men i følge Vordingborg Kommune er der ingen vej uden om at skære pladser væk.

- Grunden er det faldende børnetal i kommunen. Vi har 74 pladser i overskud til næste år, og vi kan ikke have tomme lokaler stående, siger formand for Børne-, Unge- og Familieudvalget i kommunen, Peter Jonassen.

Lola da Cunha Bang og de øvrige forældre til børn i institutionen forstår bare ikke, hvorfor det er netop Slotsparken Børnehave, der skal lukkes.

- Det er byens bedste børnehave. Det er den børnehave med længst venteliste og størst tilslutning, siger Lola da Cunha Bang.

Men det er der også et svar på fra kommunens side:

- Det er, fordi der ikke er nogen lejekontrakt. Vi har mulighed for at komme ud af boligen, og vi har en mulig huslejestigning, hvis vi skal blive der og skrive en lejekontrakt, siger Peter Jonassen.

 

Det har kommunen ikke penge til, og derfor er Slotsparkens Børnehave kommunens førstevalg, når der skal lukkes en institution.

Beslutningen skal træffes på et udvalgsmøde mandag. Men forældrene giver ikke op uden kamp.

- Hvis kommunen beslutter at lukke det her, så starter vi en privat institution op, siger Steen Pejtersen, far til Anton, som går i børnehaven.

Opbakningen til initiativet er allerede på plads.

- Det er op mod tre fjerdedele, der er villige til at komme over i den private børnehave, lyder det fra Steen Pejtersen.

 


Nyhedsoverblik