Fængslet for at true betjent med kniv

Ung mand fængslet for at true politimand med en kniv. Han var ophidset, fordi han netop var blevet droppet af kæresten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opflammet af kærestesorger trak en 17-årig mand fra Sydsjælland en grillkniv, mens han gik truende frem mod en betjent. "Jeg slår dig ihjel, dit fucking pansersvin", er den unge mand sigtet for at have råbt.

Bataljen fandt sted fredag aften på torvet i Køge. Den 17-årige, der tidligere er dømt for vold, var netop blevet droppet af sin kæreste gennem tre år, og nu troede han, at hun i stedet var sammen med en af hans kammerater. Det ville kammeraten ikke have siddende på sig, og de to mænd mødtes derfor på torvet for at diskutere sagen. Men en politipatrulje kom frem og bad dem stoppe diskussionen, men ifølge betjentene fik det den unge mand til at rette sin vrede mod dem i stedet.

Da han lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde forklarede han, at han som selvforsvar havde taget kniven med fra en café, fordi kammeraten lød til at være ophidset.

Han mener ikke selv, at han truede betjentene. Han råbte bare af alle, der var til stede, fordi han var så ophidset.

- Jeg var så sur i mit hoved. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, forklarede han til dommeren.

Han blev ført ind i retten med hænderne fikseret i et kraftigt læderbælte. Men undervejs i selve retsmødet sank han snøftende mere og mere sammen. Det endte med, at dommeren fængslede ham frem til den 26. juli. På grund af hans unge alder, skal varetægten foregå på en sikret ungdomsinstitution.


Nyhedsoverblik