Fængslet for at bryde ind hos eks-svigerforældre

En 22-årig mand fra St. Fuglede ved Holbæk blev i går eftermiddag varetægtsfængslet i 14 dage ved Retten i Hillerød, efter at han torsdag blev anholdt og sigtet for et indbrud på Skibsted i Veksø i Egedal Kommune, skriver Frederiksborg Amts Avis, lørdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nordsjællands Politi undrede sig efter indbruddet over, at der ikke var nogle mærker at se, og man mistænkte derfor, at gerningsmanden havde brugt den rette nøgle til huset.

Og det var da heller ikke helt forkert. Den 22-årige havde nemlig nøglen, som han havde fået af den 14-årige datter, der er bosiddende i huset, som han tidligere har været kæreste med. Det oplyser politifuldmægtig Helene Chjeffer Rasmussen fra anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.

- Den 22-årige indrømmede, at det var ham, der stod bag indbruddet og fortalte, at det var fordi, han var sur på sine svigerforældre, fortæller hun.

Fra huset blev der blandt andet stjålet en pc, et fjernsyn, smykker, spiritus og cykler.

- Der blev taget stort set alt af værdi i huset, siger Henrik Laugesen, der er funktionsleder ved Nordsjællands Politi i Frederikssund. 

Politiet har fundet en del af tyvekosterne, men ikke dem alle sammen. Eks-svigersønnen er fængslet frem til den 13. maj.


Nyhedsoverblik