Fælleslisten er ikke klar til forårsvalg

Hvis statsministeren bestemmer sig for, at danskerne skal til valg i løbet af foråret, bliver det uden Fælleslisten på stemmesedlerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udkantdanmarks protestparti har ikke engang fået samlet halvdelen af de underskrevne vælgererklæringer, der skal til for at kunne stille op til det folketingsvalg, der kommer senest til november. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Ifølge landsformand Leif Hornshøj har det jysk funderede sygehus-parti lige nu kun 6000 vælgererklæringer i hus. Godt 10.000 ligger ude hos potentielle underskrivere.

Partiet er nu begyndt at sende frankerede svarkuverter ud sammen med vælgererklæringerne, og det har ifølge Leif Hornshøj sat skub i tilbagemeldingerne. Derfor regner han med, at de knap 20.000 krævede underskrifter kan være i hus til sommer.

- Kommer valget her i foråret, når vi det ikke, men så har vi en plan B, siger Leif Hornshøj til DAGBLADET Roskilde.
Den alternative plan går ud på at opstille kandidater uden for partierne.

Fælleslistens formand på Sjælland, Arne Olivius, Kalundborg, regner også med at det kan ske i Region Sjælland, men listen er ikke klar med kandidatnavne endnu.


Nyhedsoverblik