Faderhuset på randen af konkurs

Foto: TV ØST

Faderhuset har mistet alt egenkapital i tre selskaber i strid med loven, viser nye regnskaber. Den religiøse gruppe er tæt på en konkurs, vurderer ekspert over for avisen.dk.

Der runger i pengekassen hos Ruth Evensen og Faderhuset.

For i løbet af sidste år har den religiøse udbrydergruppe oparbejdet et underskud på mindst seks millioner kroner, kapitalen er tømt i flere selskaber i strid med loven og Faderhuset har gældsat sig selv for millioner i dyre lån, skriver avisen.dk.

Det viser en gennemgang af helt nye regnskaber for fire af Faderhusets største selskaber.

- Alle selskaberne er på randen af konkurs, siger rådgivende skatterevisor Christen Amby, der har kigget på regnskaberne for avisen.dk.

Regnskaberne dækker den periode, hvor Faderhuset betalte for at få revet det tidligere ungdomhus på Jagtvej 69 i København ned.

- Som det ser ud, så har selskaberne store økonomiske problemer. Der er kun udgifter og ingen indtægter, siger Christen Amby.

Egenkapitalen er væk
Samtlige virksomheder har haft underskud i 2007 - og egenkapitalen på flere millioner er væk i tre af de fire selskaber.

- Ledelsen er blevet gjort bekendt med, at selskabskapitalen er tabt, hvilket er i strid med anpartsselskabsloven og vil tage de fornødne skridt til reetablering af selskabskapitalen eller til opløsning af selskabet, skriver bestyrelsen selv i indledningen til regnskabet.

Kun i det fjerde selskab Human A/S - der ejer grunden for det tidligere Ungdomshus - har stadig lidt penge på kistebunden: Cirka 743.000 kroner mod fire millioner år før.

- Men Human A/S er kun i positiv egenkapital, fordi grunden er skrevet op fra 10 til 15 millioner kroner, siger Christen Amby.

Priserne ikke steget på Nørrebro
Faderhuset købte oprindeligt Jagtvej 69 til 2,6 millioner kroner i 2001. De seneste år i træk har Københavns Kommune vurderet værdien af grunden til 5,6 millioner kroner - langt fra 15 millioner kroner.

Statsautoriseret ejendomsmægler i Home på Nørrebro, Mogens Brask, vil ikke direkte vurdere grunden på Jagtvej 69.

- Men umiddelbart er der ikke grundlag for, at en grund på Nørrebro skulle stige i værdi i det seneste år. Dette skal ses i lyset af, at materialepriserne og byggepriserne i samme periode er steget markant og boligpriserne er faldet, siger han.

I marts 2007 sagde Faderhuset, at de ville begynde at bygge på Jagtvej 69 om 'et halvt eller helt år' eller sælge grunden.

16 måneder senere står grunden fortsat tom, og der er ingen køber.

Faderhuset tror dog så meget på prisstigningen, at de - ifølge Tinglysningsbogen - har optaget dyre lån på i alt godt 12 millioner kroner på grunden.

'I må læse regnskaberne'
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Faderhusets leder, Ruth Evensen.

Carl Anker Mortensen - direktør for Bandholm Hotel, medlem af menigheden og bestyrelsesmedlem i Human A/S - er heller ikke meget for at snakke om de enorme underskud.

- Det vil jeg ikke kommentere. I må læse dét ud fra regnskaberne, som I kan. Nærmere kommer vi det ikke, siger han til avisen.dk.

Faderhusets fire selskaber

Bandholm Hotel Aps
Driver et hotel på den nordlige side af Lolland, hvor menigheden er flyttet til. Havde i 2007 et underskud på 2,3 millioner. Dermed er egenkapitalen væk og erstattet af et underskud på 1,5 millioner kroner - i strid med loven.
Oktober Gruppen Holding ApS
Havde et underskud på 280.000 kroner og dermed en negativ egenkapital på 155.000 kroner - i strid med loven.
Cyrus Development Aps
Ejer formelt Bandholm Hotel Aps og Oktober Gruppen Holding ApS. Kom ud af 2007 med et mindre underskud og en negativ egenkapital på 128.000 kroner - i strid med loven.
Human A/S
Hovedselskabet, der blandt andet ejer grunden for det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69. Havde sidste år et underskud på 3,5 millioner kroner, men har stadig en mindre positiv egenkapital på 743.000 kroner.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App