Fåreangreb: Muskelhund må lade livet

Tre får døde efter to hunde i mandags angreb dem på en mark ved Ringsted. Den ene hund - en amstaff - skal nu aflives.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to hunde er stadig på internat, efter de for en uge siden slap ud af deres indhegning på en nærliggende gård og angreb Camilla Petersens 8 får.

Det var først da politiet kom og affyrede skud mod hundene, at de stoppede. Da havde de nået at skambide fem får, hvoraf tre døde.

- Ejeren af hundene har nu valgt, at den ene af de to hunde skal aflives, fortæller Kamilla Jørgensen, der er politiassistent ved Midt- og Vestsjællands Politi og arbejder med dyreværnssager.

Lovlige hunde
Den hund, der skal aflives, er en amstaff. Det er en af de hunderacer, der er blevet forbudt i Danmark. Ejeren har dog haft hunden siden før hundeloven trådte i kraft, hvilket betyder, at den ikke er ulovlig.

- Ejeren beklagede jo helt vildt, at det her var sket, og derfor vil han nu have den ældste af hundene, amstaffen aflivet, fortæller Kamilla Jørgensen til TV2 ØST.

Den anden hund er en blanding mellem en mastiff og en rottweiler og er heller ikke ulovlig.

- Rottweileren skal nu adfærdstestes af en hundesagkyndig. Hvis hun vurderer, at hunden er farlig, eller at ejeren ikke kan styre den, så kan hun for eksempel pålægge ham at aflive den, at den skal indhegnes bedre, eller at den skal gå med mundkurv, fortæller Kamilla Jørgensen til TV2 ØST.

Hundeloven
Fredag den 4. juni 2010 vedtog Folketinget en ændring af Hundeloven.
Med de nye bestemmelser indførtes et forbud mod at besidde og avle 13 angivne hunderacer samt krydsninger, hvori disse racer indgår. Loven trådte i kraft 1. juli 2010.

 


Nyhedsoverblik