Europæiske giganter vil bygge jernbane til Ringsted

Europas største entreprenør er interesserede i at bygge den nye jernbane fra Ringsted til København.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De tre første kontrakter på den ny jernbane mellem København og Ringsted er gået til danske entreprenørvirksomheder.

Men de store udenlandske entreprenørkoncerner kommer nu på banen til et par af baneprojektets allerstørste kontrakter. Blandt andre Europas største entreprenørkoncern, franske Vinci, vil være med til at bygge en del af strækningen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kæmper om milliarder

Banedanmark har netop prækvalificeret fem henholdsvis seks entreprenørvirksomheder til to af de største udbud, dels en kort strækning med tunnel i Valby, dels en 18 km lang strækning mod Køge med jordarbejde og 60 store og små konstruktioner. Hver opgave har en anslået kontraktværdi i omegnen af en mia. kroner.

På tunnelentreprisen har Banedanmark prækvalificeret fem konsortier med et joint venture mellem Pihl og Aarsleff som eneste rent danske ansøger. Desuden er MT Højgaard prækvalificeret i et joint venture med Züblin, mens de øvrige er tyske Hochtief, spanske FCC Construccion og hollandske TBI Infra BV.

På den lange strækning mellem Ishøj og Køge er de prækvalificerede med dansk islæt Per Aarsleff A/S, et joint venture med MT Højgaard og Arkil samt et joint venture med Eriksson og Züblin. De skal konkurrere med førnævnte spanske FCC og hollandske TBI Infra samt franske Vinci, der målt i omsætning er Europas største entreprenørkoncern.

Stor interesse

Kontraktchef på den ny bane Niels Sørensen fra Banedanmark er ikke overrasket over den store udenlandske interesse.

- Projektet og dets opdeling har været annonceret i TED-databasen, og det har givet anledning til henvendelser fra udenlandske virksomheder, der har givet udtryk for deres interesse og har ønsket at få og har fået yderligere oplysninger, så det kommer ikke bag på os, at de omsætter interessen til en konkret ansøgning om at være med på nogle af de allerstørste af projektets kontrakter, siger Niels Sørensen.


Nyhedsoverblik