66-årige Søren Kock fra Kalundborg har kræft i lungehinderne. Sygdommen blev opdaget i foråret 2007, og han har af egen lomme betalt 250.000 kroner for behandling på hospital i Tyskland. Den danske stat kunne nemlig ikke tilbyde ham den samme behandling, som han kunne få i Tyskland.
Danmark har hidtil nægtet at dække udgifterne til den slags behandling i udlandet, men nu er der nyt håb for Søren Kock og andre i samme situation. EU-Kommissionen har besluttet at undersøge, om der kan rejses sag mod Danmark ved EF-Domstolen for knægtelse af patienters rettigheder. Det skriver Berlingske i dag.
Det er blandt andet med baggrund i Søren Kocks sag, at EU-Kommissionen har taget sin beslutning.
Kræften stammer fra den asbestforurening, som Søren Kock var udsat for under sine arbejdsår på et værft i Frederikshavn.