80 millioner kroner. Så meget står Region Sjælland til at miste, når EU’s regeringschefer i dag holder topmøde, skriver P4 Sjælland.
I dag får regionen 140 millioner kroner i EU-tilskud, men det planlægger regeringscheferne at halvere. Det kan få konsekvenser helt ind på den enkelte arbejdsplads og hos den enkelte medarbejder.
- Det er noget, som mange borgere på Sjælland vil kunne mærke direkte og indirekte. Det kan for eksempel være en medarbejder på en af de seks fødevarervirksomheder, som i dag modtager efteruddannelse med erhvervsstøtte fra EU. Hvis det projekt først skulle være sat i gang om tre år, så var det ikke sikkert det projekt var blevet til noget, siger Filip Kirkegaard fra Region Sjællands EU-kontor i Bruxelles til P4 Sjælland.
Blandt regeringscheferne er det specielt den tyske Angela Merkel, der kæmper for, at de rigeste EU-regioner fortsat skal have støtte. Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt har især fokus på, at hun skal hive en milliard hjem i rabat til statskassen.