Etik er et vigtigt politisk signal

Uetiske investeringer er et dårligt signal for Slagelse, og derfor griber borgmester Lis Tribler (S) ind efter afsløringer om kommunale penge i klyngebomber.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er en ordentlig røffel på vej til Slagelse Kommunes investeringsrådgivere, når de skal stå skoleret over for borgmester Lis Tribler (S) og resten af kommunens økonomiudvalg i næste uge. Rådgiverne har nemlig - ifølge DanWatch - investeret noget af kommunens 50 millioner kroner store investeringsbudget i klyngebomber.

- Vi har lavet aftaler med vores kapitalforvaltere om etisk forsvarlige investeringer, så derfor er jeg forundret over, at det er sket. Det er bestemt ikke vores politik, siger Lis Tribler.

Ligesom flere andre borgmestre rundt om i landet blev hun klar over de problematiske investeringer i slutningen af sidste uge. Og den 57-årige borgmester reagerede hurtigt ved at sætte en undersøgelse i gang og sagen på dagsordenen i økonomiudvalget.

For ingen politikere ønsker at blive sat i forbindelse med dårlig moral og etik - specielt ikke i en valgkamp.

- Det er klart, at man helst vil undgå ubehagelige sager. Men jeg synes også, at vi har forsøgt at sætte vores forholdsregler op over for, hvad vi vil investere i, men må erkende, at vi altså ikke har været helt skarpe nok, siger Slagelses borgmester.

Med 19 år i lokalpolitik og 11 år som borgmester har Lis Tribler rutinen i at navigere blandt gode og dårlige sager. Og selv om der er en skideballe på vej til investeringsrådgiverne, så har hun oftest været optaget af den mildere tone i sit politiske virke for at få løsninger, som flest muligt er tilfredse med. Noget der specielt har været en udfordring i løbet af de seneste fire år, hvor fire kommuner blev til den nye Slagelse Kommune.

- Der er ingen tvivl om, at der har været meget sognerådspolitik i kommunen efter sammenlægningen. Det, håber jeg, vi kommer ud over efter det næste valg, siger hun.

Klyngebombesagen vil der formentlig ikke gå sognerådspolitik i med efterfølgende kritik af borgmesteren fra byrådskollegerne. For som det ser ud, har kommunen haft orden i papirerne og i forvejen nogle etiske retningslinjer.

Dermed kan sagen blot stå som et eksempel for hende - og de øvrige berørte borgmestre - på, at god moral og etik er vigtige politiske signaler. Og Lis Tribler kan fortsætte sin valgkamp ved blandt andet at slå på, at et nyt psykiatrihospital i byen skaber vækst og 600-700 nye arbejdspladser.

/ritzau/


Nyhedsoverblik