Et mareridt af torturlignende mishandling

Drømmen om et godt liv i Danmark blev forvandlet til et sandt mareridt for en vestafrikansk kvinde, der blev holdt indespærret, voldtaget og mishandlet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg har handlet mere af kærlighed, og det er nok meget naivt!

Sådan beskrev den tiltalte i en af de seneste mange års groveste sager om mishandling og voldtægt, en 36 årig mand fra Kettinge på Lolland, selv sin opførsel overfor en 21-årig vestafrikansk kvinde.

Kvinden, som han havde hentet til Danmark fra Barcelona i eftersommeren sidste år - angiveligt for at redde hende fra
gadeprostitution - flygtede fra ham en sen nat med alvorlige tegn på mishandling.

Mandens beskrivelse står i strid kontrast med indeholdet af anklageskriftet og kvindens egen forklaring onsdag i Retten i Nykøbing Falster. Begge skildrer systematisk, nærmest torturlignende vold fra hans side.

Han afviste kategorisk alle anklagepunkter med undtagelse af det sidste, der handlede om besiddelse af større mængder anabolske steroider.

Under kvindens forklaring iagttog han hende roligt, mens hun, stærkt bevæget og en enkelt gang tvunget til en flere minutter lang pause, oprullede den ene rædselsscene efter den anden.

Han forklarede retten, at han blev kæreste med kvinden under et ophold i Barcelona, og at de holdt kontakten efter hans hjemkomst.

Da hun blev presset til at betale et meget stort beløb til den menneskesmugler, der havde bragt hende til Europa, besluttede han at hente hende til Danmark, og han lovede hende et godt liv i her i landet. Den forklaring bekræftede hun, men her holdt enigheden også op.

Han berettede, at han en enkelt gang forgreb sig på hende, og slog hende i selvforsvar, så hun faldt om i en bunke havefliser.
Deraf det åbne sår, som hun havde på siden af hovedet, da politiet fandt hende i september.

Hun var gået amok, da han ville afbryde forholdet, fordi de var kommet længere og længere fra hinanden. Hun havde på alle fire tryglet om at de skulle fortsætte med at være sammen.

Kvinden kunne derimod berette om systematisk vold, blandt andet knytnæveslag i ansigtet, kvælningsforsøg, ophængning i sammenbundne hænder og slag med en stok.

Desuden havde han tvunget hende til analsex, presset knytnævestore sten op i hendes endetarm, slået hende med en murerskovl i ansigtet og truet med at slå hende ihjel.

- Hver dag var en ond dag, som hun sagde.

Det er de samme forhold, som fremgår af anklageskriftet, og som tiltalte pure afviste, mens han derimod ikke så godt kunne forklare resultaterne af polititeknikernes undersøgelser:
Fund af blodpletter dækket med sand i laden på gården, hvor de boede.
Fund af blod på en murerskovl. Fund af sten med afføring og blod
fra kvinden og fund af blod i hans underbukser.

Han beskrev hende som meget uligevægtig. Hun havde det med at gemme sig, og da hun er meget mørk, var det sommetider svært at finde hende, forklarede han. Det sidste kan meget vel have reddet hendes liv, da hun flygtede og gemte sig på en mark, han flere gange passerede i forsøget på at finde hende.

Der ventes dom i sagen på fredag.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik